Læge Annemette Als
Dit væv, dit valg – vejledning

Information fra Sundhedsdatastyrelsen ang.: 

Dit væv, dit valg – vejledning til dig der har fået foretaget en blodprøve eller vævsprøve.

 

Hvad sker der med dine blod- og vævsprøver?

Langt de fleste blod- og vævsprøver, der tages på behandlingsstederne, bliver destrueret

umiddelbart efter, at prøven er analyseret. Men der er tilfælde, hvor behandlingsstedet ønsker at opbevare prøven, f.eks til forskning.

Hvis du ikke foretager dig noget, vil behandlingsstedet opbevare det biologiske materiale på betryggende vis.

 

Dine rettigheder

Der findes en række love og regler, som sikrer din retsstilling som patient, og som sikrer at dine blod- og vævsprøver (og dermed oplysninger om dig) er beskyttet mod uetisk eller lemfældig omgang.

Læs mere på: www.sundhedsdatastyrelsen.dk/var

 

Private biobanker

Hvis du bliver kontaktet eller selv tager kontakt til privat biobank, hvis formål er at opbevare vævsprøver – f.eks stamceller fra navlesnorsblod fra dit nyfødte barn – har du krav på at få udarbejdet en skriftlig aftale om opbevaring af prøverne.

Læs mere på:  www.sundhedsdatastyrelsen.dk/var

 

Dit væv, dit blod – du bestemmer

Hvis du ønsker selv at bestemme, hvad der skal ske med dine blod- og vævsprøver, har du tre muligheder:

 

1. Du kan beslutte, at dine vævsprøver kun må bruges til behandling af dig selv.

Du kan tilmelde dig elektronisk med dinNemID på www.borger.dk – se nederst på siden.

Du kan også udfylde og indsende en blanket (spørg efter blanketten i lægepraksis).

Dit ønske vil hermed stå i Vævsanvendelsesregisteret, som alle biobanker skal kontakte, før de udleverer vævsprøver til forskning eller andet, der ikke indgår i din behandling.

 

2. Du kan anmode om, at prøverne bliver destrueret. Kun i meget særlige tilfælde kan den ansvarlige for biobanken afvise dette ønske.

 

3. Du kan anmode om, at prøverne bliver udleveret til dig selv. Dette kræver, at du har særlige grunde, såsom at de skal bruges i forbindelse med anden behandling.

 

I de sidste 2 tilfælde skal du henvende dig til behandlingsstedet eller sygehuset, som har biobanken.

 

Tilmelding via Digital Post på www.borger.dk:

 

Log på med NemID

’Skriv ny post’

’Vælg modtager’

Søg: ”Sundhedsdatastyrelsen”

Vælg: ’Til- og framelding til Vævsanvendelsesregisteret.

En mere udførlig vejledning ligger på hjemmesiden: www.sundhedsdatastyrelsen.dk/var